Vinproducenten Peter Gago fra det australske vinhus Penfold er kåret til årets vinmager under Winemaker Award.
Peter Gago modtog den prestigefyldte udmærkelse under verdens største vinmesse, ProWein. Prisen, der blev uddelt første gang sidste år, er et samarbejde mellem de anerkendte Institute of Masters of Wine og The Drinks Business.
“Det er en stor anerkendelse for det australske vinmarked at jeg bliver kåret til Winemakers vinmaker 2012. Vi laver vin i en hel anden del af verden og under helt andre forhold, end hvad der er traditionelt i branchen. Australsk vinproduktion er meget ung sammenlignet med europæisk tradition. I Australien har vi blot produceret vin de sidste 200 år,” siger Peter Gago, der er chef winemaker hos Penfolds.
I juryen sidder repræsentanter fra flere internationale vinhuse, og prisen udtrykker branchens anerkendelse og respekt for Peter Gagos arbejde.
Winemakers Winemaker 2012 føjer sig til rækken af udmærkelse, som vinhuset Penfolds har opnået i de senere år. I september 2011 blev Penfolds Bin 09A Chardonnay Reserve kåret til verdens bedste hvidvin ved International Wine Challenge (IWC) i konkurrence med 10.000 andre vine.
Sidste år var det i øvrigt en dansker, der vandt den prestigefyldte pris. Vinderen af Winemakers Winemaker Award 2011 var nemlig Peter Sisseck fra den spanske vingård Pingus.