Vi har tidligere anmeldt og besøgt en række af cafeerne i det blomstrende og lukrative miljø omkring den fritlagte å i Danmarks næststørste by. Ikke alt er lige godt, men det er dejligt at der efterhånden er kommet et bredt udvalg, hvor Århus faktisk er ved at ligne andre internationale byer. Denne morgen var turen kommet til mad & cocktailbaren Essens.
Marc Rieper og hustru står bag
Essens åbnede i marts 2005, da restauratør Marc Rieper sammen med hustruen åbnede den nye café og bar ved åen. Essens ligger i forbindelse med Hotel Philip, men de to forretninger drives som økonomisk særskilte enheder. Som køkkenchef har man fået den unge Jes Kildetoft, der har en fortid på Mols-Kroen og Falsled Kro.
Om navnet Essens hed det ved åbningen i marts 2005, at “ordet essens i dag er ensbetydende med noget centralt eller et koncentrat. Og konceptet for Essens er at kombinere essentielle udtræk af både mad, drikke og oplevelser for at give alle god plads til at være.”
Ambitionerne var at overføre kravene til høj kvalitet af råvarer, som gælder i restaurant Philip, og som Marc Rieper sagde ved åbningen skulle maden blive “billigere og hurtigere tilberedt end på restaurant Philip. På en café har gæsterne som regel ikke til at vente for længe på servering. Hensigten var at bryde med trenden i andre caféer langs åen og tilbyde mad, hvor alt er lavet fra bunden af. Vi vil med andre ord slå på mad af høj kvalitet til prisniveauet ved åen.”
Så vidt altså ambitionerne. Anmeldelsen skulle vise, at køkkenet formår ganske meget, men lades i stikken af betjeningen, der er en nok så vigtig ingrediens i et vellykket besøg.
Høje forventninger og ventetid
Vi lagde vejen forbi i det herligste forårsvejr og humøret var højt. Yngstemanden sov trygt i barnevognen udenfor og far og mor var klar til at nyde en god og spændende brunch. Morgenmaden serveres som tapasanretninger hver dag 10-14 og søndage 10-16. Selve køkkenet er åbent til klokken 22 for om aftenen omdannes stedet til en restaurant og cocktailbar, der først lukker klokken 3 om natten.
Indretningen er trendy, men ikke videre hyggelig. Man mærker nok, at en arkitekt har været på spil, men det meget højloftede lokale er holdt sort i sort. Her ville måske være mere passende at bryde ensformigheden med billeder eller andet dekorativt at fæstne øjnene ved. Særligt når man som vi, oplevede en ventetid ud over det sædvanlige. Vores første indskydelse var, at Essens var en forholdsvis nystartet cafe og at konceptet endnu ikke helt var på plads. Men med 1 år på bagen gælder den undskyldning ikke.
Essens kører med et tapas koncept på morgenmadshylderne. Ud fra et menukort krydser man af ud fra de retter man ønsker og således komponerer man selv sit morgenmåltid. Det er lidt en nyskabelse, og bestemt en udmærket ide, så man ikke er tvangsindlagt til en platte hvor man gerne havde undværet halvdelen.
Betjeningen var sød og smilende da vi kom, men så var kvoten tilsyneladende også opbrugt for resten af vort besøg. Bevares jeg kan godt leve med selv at skulle hente menukort, finde bord osv., for det hører stadig med til cafemiljøet at man klarer disse ting selv. Ikke desto mindre var der kun en god håndfuld gæster foruden os, så i vores verden burde tjeneren have haft tid og overskud til at give os en præsentation af tapaskonceptet og hurtigt få sat lidt brød og drikkevarer på bordet.
Morgenens anretning
Vi fik dog sat vores krydser og valgte at gå lidt på opdagelse for at få mest muligt med. Det blev et klogt valg, for maden er delikat og velsmagende. Man kan vælge en helt simpel morgenmad med blødkogt æg, smør, marmelade, pålæg, ost og brød til blot 40 kroner. Det alene fortjener en stjerne, for det kan ikke gøres billigere derhjemme. Vi sprang dog som nævnt direkte til tapasanretningerne, som ankom på et langt brædt i forskellige skåle. Hver ting for sig. Det så flot og dekorativt ud og sikrer desuden at æggene ikke løber sammen med osten og marmeladen ikke klæber til salaten.
Lad os tage det gode først, nemlig indholdet af de små skåle:
– et perfekt spejlæg med herligt sprødt bacon. Bacon er måske en simpel ting, men det er ikke alle restauranter som mestrer det. Her var det som det skulle være.
– Røræggene, som også blev serveret med bacon, var ligeledes perfekte. En tilføjelse i form af løg og purløg gjorde det ikke ringere, tværtimod.
– En lille skål med to slags pålæg, hvor en intetsigende pølse dog snildt kunne være sparet. Hamburgerryggen var dog tyk og god med smag af kød.
– Texas riddere var en skive ristet toast vendt i æg med jalapenas og bønner i tomatsauce. En beskeden portion, men velsmagende.
– Hønsesalat med navnet “Hill Billy deluxe” indeholdt store stykker mør kylling i en ikke alt for fed dressing.
– En skål med fire skiver røget laks i god kvalitet smagte pragtfuldt.
– En pæn portion hjemmerørt bæryoughurt toppet med hjemmelavet chokolade-müsli fik meget hurtigt ben at gå på. Jeg priste mig lykkelig for at få den i fred for fruen.
– Det søde bagværk, som vi også havde krydset af ud for, viste sig at være en meget flot og tung chokoladekage med mousse og kraftig smag af chokolade. Den sidste tapasting var en skål med “hjemmelavet nutella” med krokant. Der var rigeligt og det smagte fremragende, også selvom det hjemmelavede element tilsyneladende bestod i at røre krokant op i Nutella.
Fingerbøl af smør
Brunch serveres med hjemmelavet brød, smør og marmelade, som det står så fint og lovende på kortet. I virkelighedens verden skulle der nok stå “begrænset mængde brød serveres med et fingerbøl smør”, for mængden af brød matchede absolut ikke de små lækre serveringer. Seks skiver rugbrød og seks skiver hvidt brød lyder af meget, men det var reelt kun en enkelt mundfuld i hvert brød og det dobbelte havde været mere passende. Og smørret på størrelse med et fingerbøl. To gange måtte vi bede om mere brød og smør og vi var ikke de eneste. Faktisk løb hovedparten gæsterne ved de øvrige borde rundt med tomme brødkurve for at fange tjenernes opmærksomhed.
Og ja, vi havde ventet så længe på maden at der var kommet flere gæster til, og betjeningen var nu mere end overanstrengt, skønt det ikke så ud til at være en umulig opgave. Knap 20 gæster samlet ved 7-8 borde burde ikke være uoverkommeligt med morgenmadsserveringer. Alligevel havde betjeningen ikke overskud til høflige svar. Da jeg bestilte mere brød og en varm chokolade kom svaret med ryggen til “Det kommer altså til at tage tid.” Det er bare ikke godt nok. Både fruen og jeg selv har erfaring med at give god og smilende service i restaurantbranchen, så vi har et kritisk blik når vi er ude. Det mener vi at kunne tillade os, fordi vi selv har stået på den anden side af disken. Man kommer ufatteligt langt med et smil, særligt når tingene brænder lidt på.
Vi kom som annonceret til at vente længe på den varme chokolade, og da tjeneren efter 20 minutter kom hen og undskyldte og spurgte om vi stadig var interesserede, takkede vi høfligt nej og bestilte i stedet en ekstra sodavand. Man kunne gøre flere ting i denne situation, f.eks. at tilbyde den på husets regning, men det blev ikke gjort. Det mindste man kunne gøre var dog at sørge for at colaen i det mindste blev serveret ret hurtigt. I stedet ventede vi yderligere 10 minutter, endskønt en cola nok er det nemmeste at servere på en cafe. Det er bestemt ikke godt nok.
Regningen
Vi kom af med 273 kroner for morgenmad bestående af i alt 11 elementer, 2 sodavand og et glas mælk. Det kan gøres meget billigere. Maden var i top, men serveringen mangelfuld og det trækker meget ned. Måltidet alene er 5 stjerner værd, men de manglende smil og den fortravlede betjening trækker ned, så vi ender på 3 stjerner. Mere kan det ikke blive til når man bedømmer den samlede oplevelse af indretning, råvarer, tilberedning, anretning, servering og service samt forholdet mellem pris og kvalitet. Men med forstærkninger på betjeningen vil der være flere stjerner at hente.
Fakta
Karakter: 3 stjerner * * *
ESSENS – Mad & Cocktailbar
Åboulevarden 30
8000 Århus C
Tlf. 86 12 30 70
www.cafe-essens.dk