Castenskiold

Der er ingen tvivl om at 115 kroner for morgenmad eksklusive drikkevarer ikke kan kategoriseres som værende billigt. Men om det er dyrt, er en helt anden sag, for der var kvalitet for de fleste af pengene.

En tur på toilettet
Man kan ikke vurdere en restaurant eller cafe på toiletforholdene alene. Heller ikke selvom onde tunger kalder michelinguiden for den ultimative toiletguide, fordi den netop skulle lægge stor vægt på toiletforholdene. Når det er sagt, så har denne anmelder sjældent oplevet mere indbydende toiletter end på Castenskiold.

Midt i centrum
Med sin beliggenhed ved Åen i Århus midtby er konkurrencen selvsagt temmelig hård. Her har efterhånden dannet sig et meget bredt udvalg af gode og mindre gode cafeer med restaurantpotentiale. Der er ingen tvivl om at Castenskiold signalerer lidt mere luksus end de fleste andre i området, men det er også dyrere.

Ikke for børn

Det er ikke et sted, hvor man tager børnene med i den høje stol og slet ikke et sted for håndværkeren i svedigt arbejdstøj. Man er afslappet, men pænt klædt på. Priserne er selvfølgelig med til at tiltrække de rigtige kunder, eller skulle man snarere skrive udelukke de forkerte. Forskellen er hårfin. Selvom jeg selv er familiefar og gerne slæber min børn med ud at spise, er det også befriende at finde en oase, hvor barneskrål, høje stole og bleskift ikke hører til dagens orden. Her er tid, ro og fred i nydelige omgivelser.

Morgenmad på nye måder
Vi har endnu til gode at spise her om aftenen og denne anmeldelse skal alene fokusere på morgenmaden. I tapasform som er ved at blive så populært uanset hvor man vender blikket hen; små serveringer af mundrette hapser. Der er mulighed for at vælge en komplet morgenmad (99 kroner), men vi satte os for at prøve tapaskonceptet, hvor man plukker fra en liste og kombinerer sin helt egen morgenbuffet. 4 ting for 90 kroner, 5 ting for 105 kroner og 6 ting for 115 kroner. Vi tog den sidste, for appetitten var rigelig.

Småt, men godt
Vi valgte frisk frugt, æg, smoothie, vanilljeyoghurt med ahornsirup, 3 slags pålæg og to slags sødt bagværk. Så var morgenmaden komplet og vi havde købt 6 ingredienser. Der kan ikke sættes en finger på kvalitet noget sted. Det var alt sammen meget godt, men det var ikke overvældende portioner og vi måtte bede om mere brød og smør gentagne gange, før vi bare var nogenlunde mætte. Det er i virkeligheden den største anke ved et ellers fejlfrit morgenmåltid i skønne omgivelser. Betjeningen kunne anden eller tredje gang vi bad om mere brød, måske sørge for at der kom en større portion ind, i stedet for blot en enkelt skive mere.

Tæt på topkarakter
Jeg ved ikke om det er af sparehensyn eller betjeningen blot vi ville hjælpe os med at kickstarte den slankekur vi ikke selv synes at være herre over, men jeg synes det er mere flovt for stedet end for os, at brødkurven til stadighed var tom og maverne kun halvfyldte. Det var jo ikke fordi det ikke var dyrt nok. Fint er i denne sammenhæng lig med små portioner. Hyggeligt, flot, vellavet, men ikke helt perfekt.

Med drikkevarer smider man tæt på 200 kroner for morgenmad per person og til den pris kan man både forlange godt håndværk, godt bagværk og en mæt fornemmelse. Desværre kom vi ikke helt i mål denne morgen og det er synd, for stedet har potentiale og der skal meget få ændringer til før vi ender på en topkarakter. Nu må Castenskiold i stedet nøjes med fire store stjerner.

Fakta
Karakter: **** 4 stjerner
Åboulevarden 32
8000 Århus C
www.castenskiold.net

About admin