Copenhagen Cooking

Copenhagen Cooking 2012
København er mange ting, men ikke mindst i de senere år er den danske hovedstad blevet kendt som et gastronomisk kraftcenter med restauranter og kokke i verdensklasse.

Og befinder man sig i København fra den 24. august til den 2. september kan man opleve en gastronomisk gadefest og mageløs Michelinmad.

Det sker når madfestivalen Copenhagen Cooking for 8. gang går i luften med gastronomiske gadefester, urbane have-eventyr og østers-cruise i Københavns Havn.

Festivalen, der er Nordeuropas største madfestival, præsenterer i år et rekordstort program. Gastronomiske gæster og andre madglade mennesker kan gå ombord i 130 gastronomiske oplevelser, der tæller østers-cruise, chokolade-middag, Michelinmad til lave priser, guerilla dining under havets overflade og middag på Rådhuset.

I år åbnes madfestivalen officielt på Den Sorte Diamant den 24. august, hvor man kan møde René Redzepi fra Noma og overborgmester Frank Jensen, der til lejligheden overrækker superkokken en pris for hans ekstraordinære indsats for København. Her kan man også høre gastronomiske eventmagere fortælle om kulinariske events og nyde smagsprøver fra Kødbyens Fiskebar.

Årets festivalprogram byder på både klassikere og nye tiltag, hvor det lokale og det internationale køkken hyldes. Ét af dem er ’Nordic Taste’ – et stort smagsunivers d. 25. – 26. august med nordiske restauranter og producenter – og til den søde tand er der kagefestival. I år foregår arrangementet i smukke omgivelser på Carlsberg.

En anden gastronomisk fejring foregår i Jægersborggade d. 29. august, hvor gadens restauranter og butikker – som Michelin-restaurant Relæ, Manfreds & vin, GRØD, Karamelleriet og Griseriet – rykker ud på gaden og serverer smagsprøver til en stor råvarefest.

Man kan også blive klogere på urbane haver, høre folkene fra Nordic Food Lab fortælle om udvikling og forskning i nordiske råvarer, lære at lave den bedste indiske karryret eller tage på gentlemanish-tur med høj cigarføring og gastronomisk lektion og middag på Michelin-restaurant Kokkeriet.

Et af Copenhagens Cookings mest populære indslag er ’Taste of Copenhagen’, hvor Københavns bedste restauranter tilbyder en menu til spotpris. I år er de deltagende Michelin-restauranter: Restaurant noma, AOC, Kiin Kiin, Kokkeriet og Søllerød Kro. Der skal nok blive rift om billetterne, når de sættes til salg den 8. august.

Den 2. september er der mulighed for at lave helt unikt smørrebrød, når der er smørrebrødsværksted i Den Sorte Diamant med nogle af landets bedste kokke som Thomas Herman, Mette Martinussen, Jakob Mielcke, Claus Henriksen og Adam Aamann.

Man kan se hele programmet på www.copenhagencooking.dk

Copenhagen Cooking er Nordeuropas største madfestival og finder i 2012 sted for ottende gang. Copenhagen Cookings mission er at udbrede kendskabet til København som en gastronomisk destination i verdenseliten via kulinariske oplevelser af høj kvalitet. Copenhagen Cooking arrangeres af Wonderful Copenhagen.

Foto: entegrate.com/Stine Heilmann

About skribent