Fremragende Restaurant et

På Åboulevarden i Århus ligger Retaurant Et, der åbnede i 2009. Her er lyse lokaler med plads til spisende gæster i to etager. Restauranten tilbyder såvel frokost som aftenserveringer, og vi aflagde et vellykket besøg i marts 2010.

Vi havde ikke bestilt bord, men fik dog alligevel plads blandt de øvrige gæster. Fra kortet kan vælges fra en “Menu Traditionelle” og resturantens “ET menu”.

Førstnævnte byder sig til med forretter som Østers “perle blanche” til 25 kroner per styk, Moules Marinières til 78 kroner og “Snegle som i bourgogne” med hvidløg, persille, crutoner og pastis til ligeledes 78 kroner.

Blandt hovedretterne er “Michel Michauds rørte oksetatar med salat” til 148 kroner og Ristet torskeryg “Basquaise” med muslingesauce og salat til 228 kroner.

Til dessert kan vælges et udvalg af oste med sødt, sprødt og surt til 20 kroner per styk eller Klassisk Creme Brulée med polynesisk vanille til 68 kroner.

Køkkenet kan også sammensætte 3 retter til 318 kroner.

I den lidt mere ekslusive “ET Menu” kan der vælges mellem forretter som Braisseret hjerte af lam fra Bretagne med persille, sprød polenta og urter (88,-), Persillesuppe med dampede blåmuslinger og løgcroustillant (98,-) eller stegt foie gras “Bigarade” med sauce Gastrique, macademia, appelsin og sort peber til 148 kroner.

Blandt hovedretterne byder kortet på braisserede kæber af dansk kalv (188,-) og Bouef Saute “Webster” a la Gottlieb som er oksemørbrad i strimler, peberrod, champignon og håndskårne pommes frites til 228 kroner.

Fra dessertkortet tilbydes “Orangina” med marengs, appelsin, hasselnødder og vanille til 78 kroner eller lun chokolade fondant med vanilleiscreme til 88 kroner.

De mange retter fra kortet understreger Restaurant ETs kærlighed til det frankofile køkken. Vinkortet, som iøvrigt også sælges via kælderbutikken, er ligeledes med fransk inspiration. Her har man altså i den grad valgt geografisk side. Og fred være med det, når kvaliteten er så høj som på Restaurant Ét. Det er ikke uden grund den blev valgt til årets restaurant på aoa.dk – den århusianske pendant til aok.dk.

Vi bad tjeneren sammensætte en menu til 318 kroner per person og mulighed for en afstikker til a la carte. Da vi havde taget toppen af sulten med to forskellige slags brød med godt smør blev der serveret en lille støbejernsgryde med klassisk fransk løgsuppe med et låg af butterdej. Det smagte fremragende med en god kombination af den varme, kraftige løgsuppe og det sprøde butterdejslåg.

Til hovedretten fik den ene medspiser en meget velsmagende ristet torsk, mens den anden fik serveret en entrecôte – naturligvis behørigt stegt med fedtkant og serveret med velsmagende bearnaise sauce, håndskårne pommes frites og en frisk, sprød salat. Det var præcis som det skulle være.

Desserten var for den ene en klassisk creme brulee, der smagte fint, men desværre havde en noget mørk karamelisering, der efterlod denne anmelder med en lang og træls eftersmag af brændt karamel. Den anden dessertspiser var mere heldig med et stykke fast chokoladekage, lidt is og sprødt. Også her sneg sig en lille skønhedsfejl ind, da kagen ikke forekom helt frisk fra ovn.

Generelt var maden dog god, serveringen upåklagelig og tjeneren opmærksom i det, der tilsammen giver et langt langt højere niveau end det cafeerne ved den overfyldte å i Aarhus centrum ellers byder fra menukortet.

Prisen er til gengæld omtrent den samme, og der må man overveje om man vitterligt ønsker cafenes overfyldte stemning og larm eller restaurantens afslappede og rolige atmosfære, når samtidig maden er langt bedre og i samme prisklasse som caferne.

Et retorisk spørgsmål som vi lader stå et øjeblik.

Med vand, brød og to glas vin samt en cola rundede regningen de 873 kroner og det er bestemt i orden for et måltid og en servering af denne kaliber. Vi kvitterer med fire stjerner og en anbefaling.

Fakta
Karakter: * * * * (4 stjerner)
RESTAURANT ET
Åboulevarden 7
8000 Århus C
Telefon 86 13 88 00
www.restaurant-et.dk

About admin

Skriv et svar