Helenekilde Badehotel

Helenekilde badehotel og pension balkon
Når hovedgaden løber ud i sandet og bliver til strand, så er man fremme ved Helenekilde Hotel og Badepension i Tisvildeleje.

Helenekilde Badehotel videreføres i den oprindelige tradition, hvor ejerne moderniserer nænsomt og værner om den afslappede atmosfære. Her sættes den personlige velvære og livskvalitet i højsædet. Helenekilde tilpasser sig den enkelte gæsts behov, hvad enten der er tale om weekendophold, ferie, konference eller store fester og bryllup.

Helenekilde blev drevet som et badepensionat af søstrene Warning frem til 1999. Herefter kom skiftende ejere til og i 2002 forpagtede Anders Buhl og Claus Jørgensen stedet. I weekenderne søger mange københavnere til badehoteller for at nyde havudsigten fra balkon og terrasse.

Siden september 2008 har den tidligere balletdanser Alexander Kølpin fungeret som direktør for både Helenekilde Badehotel og Tisvildeleje Strandhotel. Begge hoteller ejes af Alexander Kølpins far, Jes Kølpin.

Indretningen af Helenekilde Badehotel er holdt i lyse farver, og den gode mad serveres på Kgl. porcelæn. Uden for badesæsonen er her kurser i kogeskole og glasblæsning, konferencer og teambuilding. Alt dette og fordelagtige weekendtilbud sørger for at holde badehotellet pænt besat også i vinterhalvåret.

Helenekilde Hotel & Badepension består af et hovedhus fra 1905 og et anneks fra 1970erne. I foråret 2009 slog Helenekilde dørene op efter en større istandsættelse med respekt for hotellets historie.

Helenekilde Badehotel har 28 dobbelt-værelser. Fra 16 af dem får gæsterne en betagende udsigt over havet, fra Hesselø mod nord til Kullen i Sverige. Alle værelser har eget bad og toilet, og er med enten altan, balkon eller terrasse.

I sæsonen 2012 starter priserne for et dobbeltværelse inklusiv morgenbord ved 995 kroner for et værelse uden wc og bad, mens suiten med havudsigt koster 2.495 kroner for en overnatning.

Tisvildelejes status som bade-oplevelse skyldes ikke mindst murermester Ferdinand Kielberg der i 1894 erhvervede et areal, hvorpå han opførte et stort badehotel. Via Kielberg blev jernbanen ført til Helsinge, og så var der pludselig ikke så langt for det bedre borgerskab i København, der kunne nå ud til Tisvildelejes natur og “helsebringende badeliv”.

Det store badehotel eksisterer ikke mere, men i stedet er der skudt en række mindre hoteller og pensionater op, herunder Helenekilde Hotel & Badepension og Tisvildeleje Strandhotel.

Helenekilde Hotel og Badepension
Strandvejen 25
3220 Tisvildeleje
Telefon 48 70 70 01
www.helenekilde.com

About skribent