Hotel, Café & Restaurant Philip

Den tidligere professionelle fodboldspiller, Marc Rieper driver det velbeliggende
Hotel, Café & Restaurant Philip ved vadestedet – det velbesøgte cafemiljø ved den fritlagte å i hjertet af Århus.

Restauranten er indrettet med respekt for den gamle bygning og foruden selve restauranten består stedet af et mindre hotel med blot otte værelser/suiter. Indretningen, betjeningen og maden på restauranten har adskillige anmeldere i tidens løb givet topkarakterer.

En råkold januar
Vi besøgte Hotel, Cafe og Restaurant Phillip en meget vinterkold lørdag i januar. Vi havde på forhånd reserveret bord, og skønt vi var de første, der ankom, viste det sig en klog beslutning eftersom restauranten ret hurtigt blev fyldt op af øvrige gæster, der så frem til et godt måltid. Tager man en hurtig rundtur i arkiver over anmeldere, der har spist på restauranten før os, lyder det næsten samstemmende, at her er maden helt i top. Derfor var det en forventningsfuld redaktion, der blev vist til rette ved firemands-bordet.

Første test for den gode restaurant er stolene, og der levede restaurant Philip ikke op til kravene, med en række temmelig lave stole, hvor man tilmed sank ret dybt ned i sædet. Nu anmelder vi ikke stole, men med et 4½ time langt besøg skal siddeforholdene være i orden, og på Philip gav alle fire stole indtryk af at have lagt sæde til lidt for mange gæster.

En hurtig rundtur på toiletterne var heller ikke godkendt, idet der decideret manglede rengøring og flød med brugte papirstykker flere steder. Et ulasteligt toilet må ikke være til diskussion på en fin restaurant – det er en selvfølge.

Den enlige brødkurv
I første omgang blev vi overladt til os selv, og da brødkurven endelig ankom, var det med fire stykker lunt brød og en skål med henholdsvis persillesmør og en slags kryddermayonaise. Her var betjeningen noget stiv i benene, og de fire skiver brød til hele bordet var i sagens natur hurtigt væk, men brødkurven blev ikke fyldt op. Her manglede opmærksomhed fra tjenerens side, til trods for at vi endnu var de eneste gæster. Til gengæld blev der skænket ad libitum af Hildon kildevandet, som vi drak uden beregning, og det var flot.

Aftenens kort
Spisekortet på restaurant Philip er hurtigt at overskue. Her er 2 forretter, 2 hovedretter og 2 desserter. Herfra kan man plukke 3-6 retter alt efter appetit og pengepung med 3 retter til 325 kroner og helt op til 6 retter for 475 kroner. A la carte menuen skifter hver måned, og endvidere findes en Klassisk Menu på 3 retter til 295 kroner.

Da vi var fire voksne og sultne mænd blev opgaverne fordelt mellem os, så vi kunne nå hele kortet rundt. Kun to ting sprang vi over. Vi sprang over de flamberede figner med vanille is og på grund frostvejret kunne man ikke servere grønkålssuppen med kogeflæsk fra den klassiske menu. Til gengæld sprang vi alle på den anbefalede vinmenu til 325 kroner for 3 glas eller 4 glas for 375 kroner.

Forretterne
Først blev der serveret en tallerken med fire små hapsere i form af blandt andet et lille stykke duebryst, krebsesalat og en æblekompot. Det var ganske udmærket, og derpå blev forretterne båret frem. Den ene halvdel af selskabet havde valgt vanille consomme med brisselterrine, men de to medspisere glædede sig til ”kombination af gratinerede østers og creolsk hummer.”

Skribenten bag menukortet havde her været rigeligt flot med anprisningen for ved serveringen stod det klart, at der var tale om “gratineret” og ikke “gratinerede østers” som kortet ellers lod forstå. Til gengæld smagte den enlige østers glimrende, hvorimod det kolde hummerstykke ret beset var noget sejt. Og den tomme brødkurv blev desværre først fyldt op igen, da forretten var overstået.

Den anden forret var vanille consomme med brisselterrine, stegt foie gras og svampe. En ret der ville meget, men ikke rigtigt hang sammen. En consomme bør efter vores smag være kraftig i smagen og serveres rygende varm. På restaurant Philip manglede den både varme og smag. Det første kunne vi ikke udbedre, mens det sidste blev afhjulpet med bordets Peugeot saltkværn. Foie gras’en var i øvrigt tilpas stegt, og gik fint sammen med brisselterrinen som var pakket ind i savojkål. Rettens elementer smagte udmærket hver for sig, men de nåede aldrig sammen til en helhed. Uden consomme havde forretten formentligt været bedre.

Vi prøvede os frem med vinmenuen, der bød på to hvidvine, blandt andet en Riesling Les Ecasiliers fra Leon Bayer. Begge hvidvine blev desværre serveret rigeligt til den kolde side. Det er naturligvis praktisk, at en hvidvin er lidt for kold når den serveres, men det holder ikke, at resterne i glasset stadig er for kold når næste vin kommer på bordet.

Hovedret: Torsken
Af hovedretterne havde en bestilt ”Letsaltet torsk med kammuslinger i egen skum, dertil urterisotto”, og her var bedømmelsen klart utilfredsstilende. At dømme efter mængden af fisk på tallerkenen var køkkenet kun en knivsæg fra at melde alt udsolgt i torsk. Torkestykket var simpelthen for lille til at bære en hovedret, og anretningen med to kugler af risotto og en bagt tomat øgede ikke helhedsindtrykket. Det var for pauvert når man skal være mæt.

Konsistensen af den medfølgende risotto var noget til den tørre side, men problemet var at mængden af torsk og risotto klart indikerede forret eller mellemret og absolut ikke hovedret.

Hovedret: Kalvemørbrad
To andre fik serveret ”salvie porcheret kalvemørbrad på bund af cremet spelt”, og skønt kødet var velsmagende, havde det desværre fået 5 minutter for meget. Hvis ikke betjeningen spørger til præferencer bør denne type kød som udgangspunkt steges medium, og vores servering var tættere på welldone. At der måtte være tale om en fodfejl fra køkkenet blev understreget da nabobordet kort efter fik betydeligt flottere skiver, der havde den helt rette medium stegning. Den cremede spelt smagte udmærket, men blev i længden ret ensformig, og her følte begge prøvespisere, at der manglede yderligere tilbehør.

Hovedret: Kalvespidsbryst
Fra den klassiske menu fik vi farseret kalvespidsbryst med svampe og rodfrugter. Farsen var temmelig hård og kødet generelt til den meget tørre side. Egentlig klassisk dansk bondekost og meget regulært udført, men man manglede følelsen af klassiske retter og råvarer i ny udførelse med et kreativ pift, som restauranten gerne vil forbinde med sin klassiske menu.

Og dermed sluttede 1. halvleg på Restaurant Philip, hvor bedømmelsen kun med den allerbedste vilje sniger sig op på 3 stjerner på grund af en række fodfejl hos både køkken, omgivelser og betjening. Men nu viste det sig, at oplevelsen var karakteriseret ved to halvlege. Hvor maden og betjeningen havde været på hælene i 1. halvleg, var det et forvandlet hold, der kom ud til 2. halvleg. Helt konkret var det udskiftet på betjeningen, hvor en kompetent kvindelig tjener brillerede med præsentation af maden og opmærksomhed.

Anden halvleg med fornyet luft
Første indslag i 2. halvleg var Philips store ostebræt med surt, sødt og sprødt til
to af deltagerne. Serveringen indledtes med en præ-ost, der var en tallerken med et lille stykke ost, der serveredes for at varme op. Dette kunststykke med en præ-anretning blev gentaget senere ved desserten og afstedkom lovord bordet rundt. Det gav en god stemning og forlængede den hyggelige aften.

Vi fik hele 10 små stykker ost, og der var ros til tjenerinden for at holde styr på ostene, hvor den mest særprægede, men nok også største oplevelse var en Gouda tilsat seriøse mængder af chili. Vi manglede nok en anbefaling af rækkefølgen hvori ostene skulle spises, men det er småting.

Til ostene skænkedes en sød Mes Amiel rødvin der smagte lækkert af svesker og blommer. Vinen kunne såmænd også have været serveret til desserten, og det er naturligvis flot, at en vin både kan drikkes til ost og dessert, men når der spenderes knap 400 kroner på en vinmenu skal vin og mad gå op i en højere enhed. Og kan vinen uden besvær drikkes til flere retter på kortet, kunne man jo lige så godt have valgt vinen i hele flasker.

Tapas dessert
Den anden dessert bestod af fire små enkelt desserter på tallerkenen med sorbet af blodappelsin og chip af blodappelsin, mazarin med mousse og hvid chokolade, en pandekage med creme af passionsfrugt og karamelslør og endelig et chokoladetårn med chokolademousse og vanille is. Chokoladetårnet var yderst vellykket og karamelsløret var tyndt, sprødt og meget velsmagende. Derimod kunne kokken roligt have sprunget pandekagen over da den var for kold og lidt smagløs, hvorimod mazzarinen var lækker.

Kaffe uden avec
Kaffen var mere en rigelig til selskabets 3 kaffedrikkere i en meget stor stempelkande fra Bodum. Ud af øjenkrogene skimtede vi dog at vores tjener ikke helt begreb det væsentligste princip bag stempelkander, nemlig at stemplet glider ubesværet til bunds når kaffen har trukket nok. Kræver det kræfter at trykke stemplet ned, ja så skal kaffen trække noget længere. Til gengæld var prisen på 25 kroner per person rørende billigt for kanden, der indeholdt 10-12 kopper.

Det er uklart om betjeningen benyttede sig af tankelæsning eller bare ikke mestrede det opsøgende salgs kunst. Vi havde nok takket nej, men vi blev ikke spurgt om vi ønskede avec til til kaffen, og det må undre eftersom vi sad klods op af rullebordet med spiritus og i studerede flaskerne nysgerrigt.

Nedrykning fra Superligaen
Med et begrænset menukort sidder alle retter sidde på rygraden af køkkenet. Det er en styrken fordi køkkenet og betjeningen afviklede vores måltid i god ro og orden med passende pauser. Samtidig havde man overskud til at producere nogle lækre haps’er, ganerensere og appetitvækkere. Det er trods alt sjældent, at man får både en præ-ost og en præ-dessert. Men det var en svaghed fordi man øjensynligt har lavet de enkelte retter så mange gange, at det fik et lidt rutinepræget udtryk. Hvis ikke det er knivskarpt i dag så kan vi sikkert gøre det bedre i morgen, og det holder ikke for gæsten i dag.

Vi måtte i øvrigt betale fuld pris for en halv vinmenu til chaufføren, der kun fik tre små halve glas over det 4½ time lange besøg. Og så er restaurantens vinmenu forskellig fra vinmenuen på hjemmesiden. Hvis man benytter det elektroniske medie, skal dette være lige så opdateret som det trykte. Det forsinkede brød og de uacceptable toiletforhold var andre fodfejl. Til gengæld tog Phillip revanche på gratis Hildon vand og de mange små appetizers. Den samlede pris var 2.775 kroner for fire personer.

Tilbage er så spørgsmålet om Philip stadig er i toppen af århusiansk madkunst? Her er svaret desværre et nej. Dertil var der for store udsving i aftenens forløb. Og selvom 2. halvleg bestemt trak i retning af mindst fire stjerner, så blev det trukket ned af 1. halvleg, der kun akkurat skraber 3 stjerner til sig. Noget af maden var glimrende, mens andet haltede gevaldigt, og vi gik desværre derfra med en fornemmelse af, at det fås væsentligt bedre til prisen.

Og bedømmelsen må også ses i lyset af restaurantens ambitionsniveau. Hvad enten man er til en hurtig espresso, et glas vin inden teatret, en afslappet bid brød eller den helt store middag “anbefaler Hotel, Café & Restaurant Philip sig som stedet for den kræsne verdensborger.”

Vi tillader os at være kræsne og uddeler derfor tre stjerner for vort besøg.

Fakta
Karakter 3 stjerner (* * *)
Anmeldt: Januar 2006
Hotel, Café & Restaurant Philip
Åboulevarden 28
8000 Århus C
Telefon 87 32 14 44

About admin

Skriv et svar