Malling Kro

Hvis man tilfældigvis kommer i nærheden af Århus, kan man få en skøn madoplevelse ved at tage Oddervejen og dreje af ved Malling. Midt i den lille by ligger det gastronomiske vartegn, Malling Kro, som gennem de seneste 10 år har været i meget sikre hænder på det unge værtspar, Tina Schou og Rico Jørgensen.

Oprindeligt så kroen dagens lys helt tilbage i 1884, under navnet Malling Gæstgiveri. En stribe forskellige ejere drev kroen gennem forrige århundrede og da det gik på hæld trådte de unge friske kræfter til. Siden 1995 har værtsparret moderniseret med nænsom hånd. En håndfuld værelser er der plads til, men det er stadig selskaberne og maden, som driver stedet.

Redaktionen har ved gentagne lejligheder besøgt Malling Kro. Første gang for 5-6 år siden og siden da er det blevet til flere årlige besøg årligt. Når man besøger stedet så ofte, så er det med risiko for, at madens kvalitet kan svinge, men det har aldrig været tilfældet. Ikke en eneste gang har vi gået forgæves efter god mad eller fået dårlig vin, dårlig betjening eller en eneste dårlig oplevelse med hjem. Det siger noget om et spisested, at det gennem så mange besøg er i stand til at holde niveauet konstant høj. Dette til trods for at priserne er aldeles rimelige, nuvel vi er også et stykke udenfor Århus og der er meget langt til København, så man behøver ikke kræve 350 kroner for en hovedret eller 995 kroner for en menu.

Her satses på forret, hovedret, ost og dessert med tilhørende vinmenu eller mulighed for at gå på opdagelse i det omfattende vinkort. A la carte restauranten er hyggelig og nærmest intim. En snes pladser og så er der fyldt, men det er aldrig generende. Man sidder godt i stolene. Eneste ulempe er at man har en tendens til at spise sig halvmæt i det gode brød, som bliver båret ind i en lind strøm af meget behagelige tjenende ånder. Vi har hjerte til at tilgive og anbefaler på det varmeste en tur forbi Malling Kro.

Tag eventuelt det lokale tog – kaldet oddergrisen – direkte fra Århus hovedbanegård, for toget standser lige ud for kroen. Det er så dejligt nemt, når man skal hjem igen, for de gode flasker fra stedets ganske omfattende vinkælder klæder den gode mad.

Stedet er herligt usnobbet med en hyggelig atmosfære, der skaber rammerne om en rigtig god madoplevelse. Og ser man på forholdet mellem pris og kvalitet får man det ikke meget bedre.

About skribent