Nebbiolo er en lille, tykskindet rød drue med højt indhold af syre og tannin. Druen modner sent og høstes ofte først i slutningen af oktober. Nebbiolo anvendes i Barolo og Barbaresco fra Piemonte i Italien. De gode årgange af druen giver store, kraftige og holdbare vine. Unge vine har smag af blomme og kirsebær, men udvikler senere lidt trøffelsmag.
Druen er udbredt i Piemonte og Lombardiet i det nordvestlige Italien. Af vine må fremhæves Barolo, Barbaresco og Nebbiolo d’Alba. Vinene er mørke, kraftige, tanninrige og komplekse vine, der ofte kræver mange års lagring.
Typiske smagsindtryk er tjære, roser, violer, jordbær, chokolade, blommer, lakrids eller trøffel.