Det er naturligvis en såre subjektiv bedømmelse at skulle udråbe verdens bedste kok, men der er ingen tvivl om at Rasmus Kofoed om nogen gør sig fortjent til titlen.
Rasmus Kofoed kom til verden den 22. august 1974 og vandt i 2011 guldmedalje ved Bocuse d’Or, der er VM for kokke.
Rasmus Kofoed er udlært på Hotel d’Angleterre og har arbejdet på den to-stjernede Michelin-restaurant Scholteshof i Belgien og har været køkkenchef på flere københavnske restauranter som Krogs Fiskerestaurant og Gastronomique.
I foråret 2007 åbnede han restaurant Geranium i Kongens Have sammen med Søren Ledet, og fik en Michelinstjerne i 2008, men måtte lukke i 2009.
Rasmus Kofoed har flere gange deltaget ved VM for kokke (Bocuse d’Or) og har som den eneste i verden vundet både bronze og sølvmedalje inden han i 2011 hjemtog det eftertragtede guld i Bocuse d’Or.
Rasmus Kofoed er medejer af restauranten Geranium, der genåbnede i Parken i 2010. I 2011 blev restaurant Geranium overset af Michelin-guidens folk, og dagen før offentliggørelsen havde restauranten ellers indkaldt til pressemøde i forventning om en af de eftertragtede stjerner, men her blev teamet bag skuffede.
Først i marts 2012 fik Rasmus Kofoed en Michelin-stjerne til Geranium.