En af Danmarks mest markante og succesrige kokke er århusianske René Knudsen, der har prøvet det meste i en lang karriere.
Efter eget udsagn sælger han oplevelser. Derfor skal serveringen og kvaliteten altid være ens, uanset hvem kunden er og om der bestilles russisk kaviar eller dansk torskerogn. Ifølge René Knudsen er gæsterne nemlig først glade, når de får det, de ønsker sig.
Allerede i en alder af blot 14 år kom René Knudsen i lære som tjener på Hotel Marselis i Århus og senere i kokkelære. Efter uddannelsen arbejdede René Knudsen som kok på øen St. Thomas i det Caribiske hav, og senere på øen Curucao i De Hollandske Antiller. Her lærte han at lave fantasifuld mad med få råvarer.
Efter halvandet år som kok i Det Danske hus i Paris samt på en to-stjernet Michelin-restaurant i London kom René Knudsen tilbage til Århus, hvor han slog sine folder på gourmetrestauranterne De 4 Årstider og Gl. Åbyhøj.
Efterfølgende drev han Restaurant René i Århus, der af madmagasinet ”Smag & Behag” blev udnævnt til en af landets 10 bedste restauranter.
Indtil udgangen af 2001 drev René Knudsen ligeledes Restaurant Le Premier i Musikhuset, og i September 1997 købte han Hotel Ritz i Århus, hvor han genåbnede Restaurant René i hotellets nyrenoverede restaurant. I 2002 åbnede René Knudsen Centralværkstedet, der er et af Århus største eventsteder med plads til 800 spisende gæster. Og i sommeren 2003 forpagtede han også Varna Palæet i Marselisborg Skov, hvor det smukke palæ har dannet rammen om mange bryllupper og runde fødselsdage.
I august 2006 solgte René Knudsen Hotel Ritz for 72 millioner kroner – med en fortjeneste på små 50 millioner kroner. Desværre blev de efterfølgende investeringer ikke kronet med samme held og efter finanskrise, stod Rene tilbage med et rundt nul. I følge efter udsagn “mistede han alt undtaget humøret”. Han er altid frisk på nye udfordringer og p.t. er han ansvarlig for driften af Molsliniens restauranter.
René Knudsen har skrevet utallige opskriftshæfter, været opskriftskonsulent og vært på flere TV-programmer om mad.
René Knudsen har været medlem af den gastronomiske forening Cordon Bleu og med i bestyrelsen for Confrerie De La Chaine des Rotisseurs.