Restaurant 1. th

Det var en fredag aften, sådan begynder en gammel vise og således også en af de bedste kulinariske oplevelser på dansk jord.

Sådan var det da Mette Martinussen tilbage i 2000 åbnede sit hjem for gæster og sådan er det stadig på restauranten 1. th i København.

Tilbage i 2006 deltog redaktionen for første gang i det, som mest af alt kan karakteriseres som en middag i et privat hjem mod betaling. På Restaurant 1. th. er konceptet simpelt, nemlig at gæsterne skal føle sig som private gæster med den frihed og afslappede stemning som det ofte medfører. Man bestiller, betaler forud og får så en invitation til et selskab. Det giver faktisk en rigtig god fornemmelse.

Vi indfandt os på adressen og kimede forsigtig på ringeklokken. Døren blev åbnet af en sød stemme i dørtelefonen og da vi kom op blev vi budt indenfor i den ombyggede lejlighed, der skaber nogle af Københavns mest utraditionelle rammer om en spiseoplevelse i særklasse. Man følte sig virkelig ikke som betalende spisende, men som indbudte gæster.

Overfrakkerne blev hængt i den lille entre, hvorefter vi blev vist ind i lille stue, hvor en gammel vinylpladespiller knaste hyggeligt med dæmpet musik. Derpå  bød værtinden på en omrystet passionsvelkomstdrink, der smagte fremragende. Alle gæster er indbudt til samme tid, men et par enkelte indfandt sig dog uklædeligt sent med 25 minutters forsinkelse. Det lille opstød må dog ikke lægges på restauranten, der på indbydelsen understreger, at man skal indfinde sig rettidigt.

Efter således at have ventet med drinks i hænderne og håbet om en stor aften forude, blev dørene åbnet til den anden stue, hvor bordene var placeret i umiddelbar forbindelse med det åbne køkken. Her var god udsigt til kokkenes anstrengelser, og allerede da begyndte mundvandet at løbe. Der kan ikke vælges fra kortet, idet alle gæster spiser den samme menu. Hverken mere eller mindre. Man kan gå på opdagelse i avec kortet, men andre muligheder findes ikke.

Til en start blev der serveret små stykker af blomkål med estragon og stegt kammusling. Den velsmagende mundfuld blev efterfulgt af jordskok flan med krabbe og mandler. Til de første to retter nød vi en Sauvignon Blanc Babich, der klædte begge fint. Herefter stod den på suppe i form af grønkålssuppe med klipfisk og toast med coppa, hvortil vi drak en champagne 1. Cru Blancs de Blancs.

Serveringen foregik hele aftenen i et afslappet tempo med passende mellemrum. Fjerde ret bød på mousse af andelever med rødbeder i kirsebæreddike og dernæst fulgte en salat med parmesan og ansjos. Til dette drak vi en Selbach-Oster Riesling, Mosel-Saar-Ruwer.

Aftenens primære hovedretter var kalv/kam bryst med julesalat, sennepskorn og kartoffelpure hvortil blev skænket en Valpolicella Classico superiore Veneto. Derpå fulgte en krydret kalvehale med tykmælk og mynte, hvad der skulle vise sig at være aftenens svageste servering. Her blev det anført, at ideen med halen ikke var god, men når resten måltidet var så ypperligt blev det hurtigt restauranten tilgivet.

Videre i menuen fulgte ost med ristet rosinbrød, hvortil serveredes Bouscasse Alain Brumont. Herefter fulgte en dessert bestående af Ananas, Ananas og Ananas, der på fornemmeste vis varierede frugtens smagsindtryk.

Efter at have sundet os lidt kom kaffe og te og en medfølgende kurv med kanelsnegle, der smagte så lunt og skønt, at kurven måtte rotere omkring vores bord en ekstra gang til stor fornøjelse for personalet. Selv efter 10 retter var der stadig plads til sødt, og det var ikke fordi portionerne var små.

Den samlede pris for tre personer var godt 3.500 kroner, men heri indgik et ekstra glas vin og en avec, der ikke indgik i menuen. Det er ikke billigt, men måltidet og oplevelsen var alle pengene værd.

Ved indgangen til 2012 koster en skriftlig invitation 1350 kr. pr. gæst

Fakta
Karakter: * * * * * * (6 stjerner, anmeldt 2006) Se skala her
Restaurant 1. th
Herluf Trolles Gade 9, 1.th
1052 København K
Tlf. 3393 5770
www.1th.dk

About skribent

Skriv et svar