Restaurant & på Trekroner

Trekroner restaurantSøfortet Trekroner i Øresund, har åbnet dørene for en ny restaurant kaldet &. Den er rettet mod feinschmeckere og gourmeter, der værdsætter forkælelse og ønsker en ekstraordinær restaurantoplevelse. Redaktionen aflagde visit en råkold og blæsende december-aften.

Er man til en oplevelse ud over det sædvanlige kan man ankomme med fortets egen helikopter, men vi valgte dog færgen. Efter fem minutters sejlads fra Langelinie ankom vi til Trekroner, hvor restaurantchef Jakob Studsgård selv tog imod da vi gik fra borde. Vi blev vist ind i den meget stilfulde restaurant, der mindede om en hyggelig svensk middags-stue af den bedste slags.

I denne måned tilbød restauranten en julemenu med torsk, and, oste og pannacotta med fire retter til 435 kroner. Der kunne også vælges fra restaurantens fiskekort, men vi gik i stedet ombord i det ganske fyldige “la carte”, hvorfra køkkenet byder sig til med forretter som fiskesuppe med safran, friske østers, smørfisk eller gåselever parfait, alle til 95 kroner retten. Blandt kortets hovedretter stod valget mellem havtaske, sandart, torsk, okse, hjort eller unghane, ligeledes alle til 195 kroner per anretning. Endelig kunne der fra dessertbordet vælges lidt ost, brûlée af lys chokolade, chokolade på tre måder eller 3 slags hjemmerørt is. Også her er der ligelydende priser på 95 kroner per anretning.

Efter et velkomstglas af en herligt frisk og sød 2002 Henscke Louis, Semillon fra Eden Valley i New Zealand med masser af citrus og frugt var det tid til et nærmere studie af kortet. Herfra blev der valgt fem retter.

Appetizer
En lækker lakse-anretning på brødcrouton fik følgeskab af restaurantens hjemmebagte brød, der blev serveret på opvarmet fad. Der var nærmest arrangeret og skåret som sandkage. Hertil smør rørt med salt. Lækkert som det sig hør og bør. Det friske vand var fra “Iskilde” ved Silkeborg, der dels var tilsat kulsyre og dels tilsat ilt.

Forret – kammuslinger
Da turen var kommet til forretten var smagsløgene indstillet på lækkerier, og vi blev ikke skuffede med en mør kammusling med en iskold kugle basilikumsorbet, vanilje olie og salsa. “Det er så sjældent, at fisk og is bliver en succes,” som den ene anmelder sagde ved præsentationen, men smagsindtrykket var virkelig lækkert. Her blev skænket et glas 2004 Henschke Lenswood Littlehampton, Pinot Gris. Den importeres af H.J. Hansen Vinimport fra Innes Vineyard og var et glimrende bekendtskab.

kammuslinger

Mellemret – sandart
Da sandarten blev båret ind og den første bid lagde sig på smagsløgene havde redaktionen lyst til en kort fanfare for at applaudere køkkenet. Der var ganske enkelt en velsmag man skal lede længe efter. Den sprødstegte sandart var perfekt og serveret med rustikt skårne rodfrugter og lidt trøffel der gav en forbilledlig kontrast til svampene og en fin jordskokkeskum. Det var en meget, meget lækker servering, der var så kraftig i smagen, at en rødvin kunne have gået fint an, skønt valget af en Emotions de Terroirs 2004, Cote d’Or fra franske Vincent Girardin også var glimrende.

sandart

Hovedret – hjort og okse

Til hovedret fik to af redaktionens medlemmer hjort på en bund af rodselleri og hvidkål og en pommes anna med bacon strimler samt tyttebær. Kødet var naturligvis mørt og den medfølgende calvados-creme også et hit, men baconsmagen blev for dominerende. Et uspoleret hit var derimod den tredje anmelders klassiske oksemørbrad med kantareller, skalotteløg, en kugle urtesmør og kartofler samt en fremragende portvins sauce, der gav den kraftige kødsmag fornemt selskab. Det var en absolut lækkerbidsken, der nærmst skreg på husstands-omdeling. Den medfølgende vin var en Merlot, Elderton Barossa 2001. Til 355 kroner flasken er her kvalitet for alle pengene.

Ost
To af anmelderne havde appetit og mod på lidt ost, og fik blandt andet en lækker Taleggio rødkit ost. Det overskyggende moment i denne servering var dog en hjemmelavet tomatmarmelade, der blev fremstillet af en af køkkenpersonalets mødre. Det var usædvanligt velsmagende og bragte mindelser om æblegele eller hybenmarmelade mere end tomat. Den købte vi gerne på glas. Vinen var i øvrigt en chilensk 2003 Novas Carmenere på Cabernet Sauvignon druen.

Dessert – chokolade og is
Da turen var kommet til måltidets finale fik den ene anmelder en brûlée af lys chokolade samt en kugle melonsorbet, og det var glimrende. Den anden fik chokolade på tre måder med mørk, hvid og nougat og det var en lige lovlig fed mundfuld. Her manglede afgjort en syrlig modvægt for at holde velsmagen i balance. Desserterne var set mere originale, og var afgjort aftenens svageste punkt.

Den medfølgende sydafrikanske 2004 Delheim Noble Late Harvest på Riesling-druen fra S. Stellenbosh var der derimod intet at udsætte på, og generelt er vinudbuddet godt, ikke mindst på grund af priserne. De fleste restauranter i Danmark pålægger en fast procent på importprisen, hvilket gør dyre vine endnu dyrere. På restaurant & vil man udbrede kendskabet til de dyre vine, der ellers vælges fra. Derfor lægger man alene et fast omkostningsbeløb på importprisen, og dette gode initiativ kan kun anbefales på det varmeste.

Regningens stund
Overordnet er Søfortet Trekroner en helt særlig oplevelse med dens beliggenhed i Københavns Havn med udsigt til Øresund. Øen besidder en særlig charme med dens historiske atmosfære og rustikke lokaler.

Ejeren står bag Danish Cruice Line, Danish Dinner og selve Middelgrundsfortet, som han ejer. Til teamet bag restaurant & var meldingen: “Skab mig en succes – og brug de penge, skal til.” Det betyder investeringer i indretning, menukort, medarbejdere og markedsføringen. En detalje var at glassene ikke var de ofte sete Spiegelau, men derimod fra det anerkendte Riedell pusteri.

I alt fem retter til hver blev det til denne aften og et tilsvarende antal vine. Dermed løb regningen op i godt 1.000 kroner per person, og det er særdeles rimeligt. Ifølge eget udsagn er fortet Trekroner og restaurant & det hyggelige åndehul i Københavns havn. Vi giver dem ret og kvitterer med fem pæne stjerner for en meget vellykket aften med opmærksom betjening, skøn vin og virkelig lækker mad.

Fakta
5 stjerner * * * * * (anmeldt december 2006)
Søfortet Trekroner
Trekroner 1
1259 København K
Åbningstider: onsdag – lørdag mellem kl. 17.30 og 23.30
Bordreservation på telefon 32 96 44 14

Fortets historie
Søfortet Trekroner er beliggende ved indsejlingen til Københavns Havn med udsigt over Øresund og København. Det var Kong Christian VII der i 1786 gav  ordre til anlæggelse af det nuværende Trekroner Søfort, der stod endeligt færdigt i 1827. Det endnu ufærdige søfort fik sin ilddåb ved Slaget på Rheden den 2. april 1801, hvor det indgik i den danske forsvarslinie. I al hast blev der blev der udlagt 18 orlogsfartøjer med kanoner og morterer syd for indsejlingen til Københavns Havn. Søfortet Trekroner blev bestykket med 66 kanoner og bemandet med 660 mand, så admiral Nelson ikke kunne sejle den engelske flåde helt ind til København.

Under første verdenskrig var Trekroner bemandet, men forsvarssystemet var forældet, og efter en periode som skolefort blev Trekroner helt opgivet i 1932. Trekroner blev siden købt af Københavns havnevæsen, og der opførtes restaurant, revy, biograf og andre forlystelser. Søfortet Trekroner fungerede som udflugtsmål fra 1934 til 1940.

Efter Anden Verdenskrig stod fortet tomt frem til 1984, hvor Statens Bygningsfredningsfond købte søfortet for 3 kroner og gennemførte en omfattende istandsættelse af voldanlæg og ydermure. I den ene af øens to bygninger har man nu indrettet den nye gourmetrestaurant &.

About admin