Ruths Hotel

Hvis man ønsker forkælelse på toppen af Danmark er der ingen vej udenom Ruths Hotel. Det står som et fyrtårn af god smag og uovertruffen service.

Ruths Hotel har mere end 100 år på bagen, men det føles friskt og på alle måder på omgangshøjde med nyere hoteller. Et af redaktionens medlemmer tog sin udkårne med til Skagen for at lave den klassiske hoteltest; seng, bad og morgenmad.

Receptionen tog imod os med et stort smil – og overskud til at byde velkommen, selvom der var flere gæster som ankom samtidig. Efter at være blev anvist vores værelser, smed vi kufferterne på gulvet og inspicerede badeværelset med stor tilfredshed. Fruen udtalte da et ønske om at hun godt kunne trænge til noget at drikke.

Inden vi overhovedet havde nået at læse roomservicekortet igennem, bankede det på døren. En smilende tjener med bakke bragte os friskpresset juice. Jeg ved ikke om de har installeret en tankelæserhat på værelset, men det var fantastisk timing og i øvrigt fantastisk velsmag.

ruthshotel

Ruths Hotel lyser op som et gastronomisk fyrtårn i Skagen

 

Høj standard
Ruths Hotel har flere forskellige værelsestyper og priserne varierer naturligvis med størrelse og sæson. Vi overnattede på et ganske udmærket værelse; selv de billigste soveværelser er af meget høj standard. Alle gæster får en god og personlig service. Noget som er meget nemt at skrive i en lovprisende brochure, men helt anderledes vanskeligt at overholde i praksis. Vi oplevede hotellets personale som utroligt servicemindede og gæstfrie. Man føler sig velkommen og her er rent og pænt overalt.

I hjertet af Gl. Skagen
Ruths Hotel ligger i Gl. Skagens klitter tæt på vandet og cirka fire kilometer fra Skagen. Her er man på en gang i rolige, naturskønne omgivelser og alligevel tæt på verden uden for. Hotellets historie går 100 år tilbage, men er nyligt blevet gennemrenoveret, så det byder på helt moderne faciliteter, samtidig med at respekten for det oprindelige hotel er bibeholdt.

B&O og DUX
Værelset er en sjældent god kombination af hygge og moderne stilikoner i form af B&O radio og fladskærms-TV. Der er god skabsplads og et meget fint brusebad.

Da vejret ikke var ideelt til til udendørs aktiviteter, aflagde fruen besøg i wellness-afdelingen, mens redaktionens hårdt prøvede medarbejder søgte roen i pejsestuen. En blød stol, en smilede tjener med en uartigt skøn chokoladekage og et glas økologisk kirsebærdrik var tilbehøret til en spændende bog om hotellets historie fra det lille bibliotek. Perfekt afslapning. Det kunne lige så godt have været min egen stue, jeg sad og slappede af i.

Morgenmaden
Efter en overnatning på Dux-madrasserne, ja så vågner man som en frisk og udhvilet prins og prinsesse i værelset. Vi havde hørt godt om morgenmaden, så vi ventede til appetitten var i top og gik så ned for at spise. Lad os blot konkludere at morgenmaden er et lille mesterligt kapitel for sig. Vi fik frisk frugtsalat, økologisk dit og økologisk dat, hjemmelavede marmelader (som kan købes med hjem), fantastiske oste, pandekager, æg i forskellige udformninger og hjemmebagt brød på konditorniveau. Det var skønt, ja reelt et af de bedste morgenmåltider jeg har indtaget, kun overgået af en sommermorgen på Champs Elysees.

Morgenmaden er inkluderet i værelsets pris, men udefra kommende gæster kan deltage i måltidet formedelst 140 kroner per person. I lyset af det uhørt høje kvalitetsniveau fristes jeg til at mene, at dette er rørende billigt. En hvilken som helst konditor i landets storbyer skal stå meget tidligt op for at kunne følge med det formidable håndværk på toppen af Jylland.

About skribent