184 år efter flasken blev forseglet var det med stor nervøsitet og ærefrygt at en række vinkendere åbnede en flaske Perrier-Jouët fra 1825 i Reims i Frankrig. Intet mindre end verdens ældste, uåbnede (og dermed uvurderlige) champagne.
En af de af champagnehuset inviterede eksperter noterede straks efter proppen sprang en duft af svampe, en anden fangede et vift af trøffel, mens en tredje ekspert lod sig overvælde af smagen af honning og gingerbread.
Det var i det hele taget en særdeles følelsesladet aften. Selv om sanseindtrykkene var mange, var der bred enighed blandt de 12 eksperter om at denne aften var historisk uforglemmelig – og at man godt kan gemme champagne i 3-4 generationer uden at druerne går fløjten.
De ældgamle flasker blev åbnet en for en – til ære for verdens mest feterede vinkendere
“Det er ikke sært at meningerne er mange. Det er meget svært at være objektiv når man er indhyllet i følelser – og denne aften var særdeles følelsesladet,” lyder det fra Olivier Cavil fra Perrier-Jouët, efter de sidste dråber var blevet krænget ud af flasken.
Stress og smag
Chefen for vinkælderen, hvor champagnen har levet sit lange, stille liv, Hervé Deschamps, var manden, der havde opgaven at lirke den originale prop ud af flasken.
“Det var en stresset omgang. Jeg var nervøs for at at proppen ville brække over, fordi den aldrig har været udskiftet. Og jeg frygtede også at væsken ville være udrikkelig. Men heldigvis var den drikbar,” lød det til The Times
Det er den slags ting man oplever en gang i livet. Der var smag af honning, træ og svampe.
“Selvom der kun var antydningen af bobler tilbage, var champagnen noterbart frisk, havde en fin farve som en fin chablis med antydninger af troffel og chokolade,” sagde hr. Cavil.
Flasken fra 1825 blev åbnet i ledtog med 19 andre vintage Perrier-Jouët flasker, hvoraf fire også var fra 1800-tallet, mens resten var udvalgte årgange fra 1900-tallet og helt op til 2002.
En af Frankrigs mest fremtrædende vinanmeldere, Michel Bettane, kaldte eventen for uforglemmelig. “Det er den slags ting man oplever en gang i livet. Der var smag af honning, træ og svampe.”
De ældste vine i verden opbevares i kælderen hos Perrier-Jouët 20 meter under jorden i en konstant temperatur på 11 grader. Der er stadig to flasker tilbage fra årgangen 1825. Og de skal ikke åbnes inden for nær fremtid.
Følgende historiske årgange Perrier-Jouët champagner blev åbnet ved eventen: 1825, 1846, 1858, 1874, 1892, 1906, 1911, 1928, 1952, 1955, 1959, 1964, 1971, 1975, 1976, 1982, 1985, 1995, 1996 og 2002.
– De inviterede vin-eksperter var: Serena Sutcliffe (International), Richard Juhlin (Sverige), Michel Bettane (Frankrig), Bernard Burtschy (Frankrig), John Stimpfig (England), Michael Edwards (England), Roger Voss (USA), Ch’ng Poh Tiong (Hong Kong/Kina), Alberto Lupetti (Italien), Kotaro Hayama (Japan), Tadayuki Yanagi (Japan), og Essi Avellan MW (Finland).