Følelsen af at være hjemme igen. Den er sjælden, men vi oplevede den en aften på hæderkronede Restaurant Miro. Den har ligget der altid. Eller næsten altid; 23 år i Marstrandsgade. Som en lille restaurant med omkring 40 siddepladser, men med højt til loftet og båret frem af gourmetmad, fremragende vine og charmerende betjening.
Det lyder som en simpel opskrift, men mange år som anmelder og testspiser rundt om i landet har desværre understreget, at ligningen (meget) sjældent går op i en højere enhed. Jeg har spist god mad – med dårlig vin. Jeg har drukket fremragende vin – med ussel mad. Jeg har også fået både skøn mad og dejlig vin på samme aften – men serveret af uengageret, uvidende eller direkte uhøfligt personale. Mere end et årti som selvbestaltet anmelder har bragt mig mange – og meget forskellige – oplevelser. Alle steder udgøres totaloplevelsen af den hellige treenighed; mad, vin og betjening. Tænk selv efter og du vil givetvis kunne huske en sød og opmærksom tjener som reddede aftenen med en bemærkning på rette sted og løftede et halvdårligt måltid.
Du vil givetvis også kunne huske restaurant og cafe-besøg, hvor personalet har været dårligt uddannet, mere optaget af andre borde, mobiltelefonen eller af at kindkysse med veninder. Så kan maden være nok så god; du er gået fra stedet med en negativ oplevelse. Men på Miro går det hele op i en højere enhed.
Af uransagelige årsager har vi ikke været flittige gæster hos Restaurant Miro – slet ikke i betragtning af, at det er et af byens ældste
restauranter med samme drivkraft bag roret i 23 år. Det er en bedrift som den karismatiske, charmerende og vidende Toni Leichtle kan være stolt af. Han kender givetvis de fleste i branchen; har set dem komme og gå. Men han har fortsat sit virke. Drevet stedet ud fra en overbevisning om at det skal være fremragende mad serveret med smil og kompetence.
Vi havde hørt meget om stedet og fået det lovprist af flere bekendte. Vi havde derfor pæne forventninger om en aften ud over det sædvanlige, da redaktionen lagde vejen forbi et af de ældste madtempler i smilet by, Aarhus.
Og ejeren selv var der også denne fredag i oktober, hvor regnen fyldt med Sahara-sand lagde et rødligt støvlag over de parkerede biler. Hos Miro er det ifølge restaurantens eget udsagn gæsternes velvære, der er i højsædet. Derfor lægger man stor vægt på at være rummelige, så gæsterne kan nyde en aften i hyggens tegn, mens man får en helhedsoplevelse hvad angår både mad, vin og service.
Og de fine ord levede restauranten til fulde op til. Her er god betjening og en uhøjtidelig stemning, hvor ejeren selv går rundt og skænker rundhåndet af de gode vine. Køkkenet er internationalt inspireret med rod i det franske og generelt er maden særdeles velsmagende
Vi havde tilmeldt os en wine makers dinner med en specielmenu tilpasset Californiske vine fra importøren Graa Vin. Vi lagde ud med et glas Gewürztraminer og tre små hapser, blandt andet en lækker tunmousse.
Der blev serveret godt brød med smør og hjemmelavet fedt med lidt æbler, og det smagte fremragende.
Efter en lille appetizer startede aftenens egentlige servering med en moderne rejecocktail med sprødt, cremet og grønt, hvilket var særdeles velsmagende rejer med avocado-creme, agurke-strimler og mayonnaise. Det smagte dejligt og blev ledsaget af en Sauvignon Blanc fra Lake County.
Incognito Blanc fra Michael & David Phillips til Havtaske filet rullet i soufflefars og dampet serveret med blomkål, trøffel og tallerkensmækkerblade var næste møde og selvom vinen måske ikke helt blev vores favorit passede den glimrende til maden.
En tur omkring den fede afdeling bragte os stegt ande Foie Gras serveret med nænsomt tilberedt svinebryst (24 timer ved lav temperatur). Det smeltede på tungen – og man ønskede faktisk en større tallerken.
Til hovedretten i form af rosastegt okse med brombær kom supervinen Incognito red fra Michael & David Phillips. Smag den!
En tallerkenfuld skønne faste oste afsluttede menuen. Og så alligevel ikke, for køkkenet havde en lille overraskelse i form af en dessert på æble som var fremragende. Timingen i at servere lidt ekstra er fantastisk god, fordi man får en følelse af at få mere end man har betalt for. Vi afsluttede arrangementet med en kop Mokka og et glas fra det righoldige avecbord.
Vurdering og et genbesøg
Vi forlod restauranten glade, mætte og overbevist om at stedet har fortjent sin succes. Det er altid vanskeligt at vurdere restauranter ved disse wine makers middage. Derfor derfor besøgte vi stedet igen nogle måneder senere en normal hverdagsaften. Her var målet blot en enkelt hovedret med et hold nye medspisere, men hos Toni & Co. er det mere end svært at nøjes. Vi snuppede et fremragende champagne fra Deutz og en omgang snacks. En af medspiserne er vegetar, men køkkenet tryllede uden problemer velsmagende kompositioner uden kød. En ny fan af køkkenet var skabt.
Vi andre måtte “nøjes” med oksemørbrad af meget høj kvalitet, kartofler, mos og en fremragende glace. Desserten legede med forskellige teksturer, sprødt, blødt, knasende og helt igennem vidunderligt. Dessertvinen var fremhævet og anbefalet af Toni, som kun serverer vin, champagne og spiritus som han selv har smagt og kender indgående. Det er en ren fornøjelse at besøge ham.
Efter to besøg må vi konkludere at de meget sjældne 7 stjerner ryger afsted mod Restaurant Miro.
Maden, vinen og betjeningen fortjener uden tvivl 6 solide stjerner. Håndværket og velsmagen hæver sig op over de fleste andre steder vi har besøgt.
Den syvende og sidste stjerne er indehaver Toni Leichtles. Han fortjener den.