En mørk decemberdag lagde redaktionen vejen forbi den traditionsrige Cafe Carlton i hjertet af Århus. Eller Aarhus som det retteligen staves nu. Igen. Placeringen i Latinerkvarteret har den haft lige siden cafe-begrebet blev trendy i 80´erne. Her var det smart og dyrt at komme. Stedet har stadig charme og udmærket mad.
Redaktionen har besøgt stedet adskillige gange gennem årene og da julefrokosten skulle fejres med en særlig gæst fra udlandet, blev vi hurtigt enige om at lægge vejen forbi. Ved reservation af bordet gjorde man høfligt opmærksom på at vi var meget velkomne til frokost, men at køkkenet lukkede inden aften grundet jul. Det accepterede vi og bestilte på forhånd juleanretningen til hele selskabet.
Tjeneren tog godt imod os og vi fik bordet ved siden af det halvåbne køkken, så både stemning og stegeos var inkluderet i prisen. Straks efter drikkevarerne kom på bordet, landede første ombæring af julefrokosten.
På det store fad lå en del af de kolde serveringer med to slags glimrende sild og karrysalat samt lækker laks med dressing. En god start på den ganske traditionelle julefrokost og med godt rugbrød og franskbrød anede vi en god oplevelse.
Derefter fulgte endnu et fad, denne gang med en yderst delikat skaldyrssalat med gode stykker af både rejer og krabbe og ved siden af en lille, men lækker og sprødstegt fiskefilet med hjemmerørt remoulade.
Herefter fulgte endnu et fad med den traditionelle sylte, sennep og rødbede, og selvom den absolut hørte til den bedre af slagsen, bliver denne anmelder næppe nogensinde den helt store sylte-spiser. En gang om året til jul er alt rigeligt for mine smagsløg.
Derpå blev fadet atter skiftet – sammen med drikkevarerne – og denne gang fulgte det lune med en lækker ribbenssteg med sprød svær – der dog helt klart manglede salt – rødkål, medisterpølse og tarteletter med høns i asparges. Atter var det godt og traditionelt.
Efter en lille pause, hvor mætheden for alvor havde indsneget sig blandt selskabet, fulgte så det sidste fad, der var en omgang ris a lámande samt lidt ost. Det var dagens sidste fad og klart det svageste. Ris a lámande skærpede ikke appettiten ved at flyde over alle bredder og ned af kanterne, og de to forskellige oste havde smag og udseende af, at de havde ligget alt for længe uden for. De var tørre og var ikke værd at spise, hvilket vi heller ikke gjorde.
Anretningen koster 275 kroner per person og med drikkevarer i skikkelse af blandt andet en Jacobsen Brown Ale og en Hoegaarden endte regningen på 1.138 kroner for 3 personer hvilket er rimeligt.
Og til trods for den sidste svipser med ostefadet sniger juleanretningen på Cafe Carlton sig akkurat op på 4 stjerner. Tag en tur forbi en af byens ældste caféer og nyd udsigten til de smalle brostensbelagte gader gennem de de enorme panoramavinduer. Det er bestemt en oplevelse i sig selv og man føler sig hensat til Paris.
Fakta
Karakter: 4 stjerner * * * *
Anmeldt: december 2011
Cafe Carlton
Rosensgade 23
8000 Århus C
Tlf. 8620 2122
info@carlton.dk
www.carlton.dk
Åbningstider: mandag til fredag 12.00-24.00, lørdag 11.00-24.00