Cafe Cuckoo’s Nest

cuckos

En gang imellem falder man som anmelder over en lille perle. Således også med Cafe Cuckoo’s Nest i Odense. Vi ankom en kold og blæsende dag til frokost, hvor fødderne havde forvildet sig ind i de snævre gader i Odense. Vi kendte ikke stedet fra tidligere og søgte egentlig kun derhen, fordi en cafe i byen havde skuffet så meget, at sulten stadig var overvældende.

For det første bliver man mødt med et smil. Det er banalt, men mange cafe- og restaurantejere bør satse mere på et imødekommende personale, der kan tage vel imod gæsten –  uanset om man har bestilt bord, skal have det store gourmetudtræk eller blot en kop kaffe med dagens kage. Og her blev jeg taget godt imod og fik anvist et bord og kunne studere kortet.

Jeg bestilte en stor Carls Hvede og et glas postevand, som rosværdig er gratis, hvis man bestiller andre drikkevarer. Sulten var til en klassisk burger og det kom rygende varm med hjemmelavet aioli og lækre, håndskårne kartofler. Enkelt, men ekstremt velsmagende. Bollen var hjemmebagt og dressingen tilpas spicy til at gøre det ud for rigtig mandemad. Og det var varmt, lækkert og veltilberedt. Smilet bredte sig og blev ikke mindre, da kaffe og kage afrundede måltidet. En lækker frugtkage; blød, cremet og smagfuld.

Regningen var rimelig og jeg var mæt, glad og tilfreds. Betjeningen sluttede med et smil og ønsket om en fortsat god dag. Som man følte var oprigtigt ment.

Maden giver rigeligt 4 gode stjerner. Den femte kommer grundet den fremragende og opmærksom betjening. En varm anbefaling af et godt sted.

Cuckoo’s Nest

About skribent