Sidewalk Cafe

En af de allerførste cafeer på Vadestedet i Århus var Sidewalk. Vi har besøgt stedet mange gange og det har som hovedregel været godt og særligt restaurantdelens aftenservering banede vejen for et højt niveau af gastronomi langs åen. Tilmed til meget rimelige priser og sammen med god stemning og liv, var det et sted som vi frekventerede ofte. Som med alle andre ting, så sker der hele tiden en udvikling. In-steder bliver afløst af andre in-steder og personale skifter job. Sommetider er det også ejerne som bliver skiftet ud. Derfor kan man ikke forvente at en cafe fastholder samme niveau gennem en årrække. Det er sagens natur.

Alderen tynger
Hvorfor så denne indledning? Jo, ganske enkelt fordi Sidewalk ikke længere er helt så nyt og helt så trendy som den var engang. Da vi i embeds medfør åbnede dørene til cafeen for en omgang morgenmad, kom vi hurtigt til den erkendelse at det var mindst et år siden nogen af os havde besøgt Sidewalk og det selvom vi kommer til Vadestedet temmelig ofte.

Det kan ses på stedet og inventaret, at det er nogle år og mange tusinde gæster siden, at stedet slog dørene op for første gang. Det hele virker lidt slidt og ramponeret. Men det har vel også sin charme. Vi havde god tid og appetitten var med os, så vi besluttede os ret hurtigt for at prøve Sidewalks brunchbuffet. Her lokker man med et rigt udvalg og spis-alt-hvad-du-kan konceptet. Det kan være at foretrække frem for portionsanretninger.

Interiør
Vi valgte et bord hævet lidt over de andre, dvs. i samme niveau som restaurantdelen. Her sidder man godt med et fint udsyn til øvrige, men alligevel i ro og fred. Sæderne trængte også her til en omgang med vaskekluden eller måske endnu bedre en udskiftning, men igen det er et spørgsmål om man er til klinisk high tech eller et miljø som lige så godt kunne være ens eget, med samme mængde støv og skidt.

God betjening
Vi bestilte et stort glas friskpresset appelsinjuice og søbogård most fra den smilende tjener, som gav os upåklagelig service. Herefter gik turen til buffet-bordet, der fristede med at man selv kunne sammensætte sin brunch af røræg, bacon, pølser, youghurt, lune retter og tapas. Generelt så det indbydende og frisk ud, men noget bacon var for mørkt og de rørte æg, havde ikke haft godt af at stå fremme på serveringsbordet. De sejlede i væde og havde en bismag, vi ikke kunne placere, men bestemt ikke kunne lide.

Det hjemmebagte brød var til gengæld rigtig lækkert, både det lyse og det mørke. Smør kom i små portionsanretninger, hvilket er godt for hygiejnen. Applaus for det.

Vi smagte foruden bacon, æg, også youghurt, skinke, italiensk pølse, ost, marmelade og en skøn pate. Vi sluttede med et udvalg af frisk frugt og en lækker dessertkage, mazarinagtig i smagen. Indrømmet, vi tog mere end en gang, for den var virkelig god.

Gennemsnitlig
Vi rejste os fra bordet, lidt for mætte, men godt tilfreds og med en regning lige under 250 kroner, kan man ikke tillade sig at klage over kvalitet eller indhold. Sidewalk er gammel i gårde efterhånden. Det ses på indretningen og måske skylder man sig selv at gentænke konceptet, så stedet atter kan blive vores foretrukne cafe på Vadestedet.
Lige i midten af Århus, ligger en cafe, hvor det hele kunne være bedre, men hvor det også kunne være værre. Vi siger tak for mad og kvitterer med 3 stjerner.

Fakta
Karakter: 3 stjerner * * *
Sidewalk Cafe
Åboulevarden 56-58
8000 Århus C
Tlf. 86 18 18 66

About skribent