I forbindelse med en af Danmarks absolut bedste badestrande ved Saxild (5 km fra Odder) ligger restaurant Bondehuset, som det har gjort i efterhånden mange år. Vi har da også besøgt stedet ved flere lejligheder. Alt er ved det gamle og det er ikke så ringe endda.
Uforandret idyl
Bondehuset er cirka 265 år gammelt, men har kun ligget ved Saxild strand de seneste 100 år, idet en karl fik grunden foræret af bondemanden mod selv at flytte huset sten for sten. Efterhånden som Saksild Strand blev mere og mere eftertragtet, startede Bondehuset med at servere kaffe og kage til søndagsudflugterne og siden voksede altså en egentlig restaurant frem.
Ingen dikkedarer
Det er et af den slags steder, som ikke synes at forandre sig og for hvem fusionskøkken og molekylær gastronomi er storbyfænomener, som ikke kan trænge ind gennem bindingsværket i den stråtækte idyl. Og godt for det. For uanset hvor meget vi elsker nye ideer og mad som man ikke på nogen måde selv kan frembringe uden det store kemikersæt og en udvidet fysikeksamen, så er der noget befriende roligt over traditionel mad. Her er husets vin det foretrukne mærke og man får ingen lange foredrag om vinbonde, markens placering eller jordbundens beskaffenhed.
Stilhed før stormen
Vi besøgte stedet en onsdag aften lige inden sommerferiesæsonen for alvor satte ind. Her var god plads og kun et enkelt selskab af tysktalende turister. Vi ved af erfaring at dette ændrer sig de 5-6 uger sæsonen varer; her er stuvende fuldt af glade solbrændte mennesker og udenfor er beklædningen som hovedregel bar mave og bøllehat. Et eller andet sted charmerende og tiltalende i en sådan grad, at vi vender tilbage til stedet år efter år.
Gamle klassikere
Menukortet kunne vi også kende fra tidligere. Køkkenet har en række klasssiske retter, som man åbenbart har så stor succes med at den helt store udskiftning, eller innovation, som det hedder på nudansk, ikke synes nødvendig. Man lokker med en 3 retters menu med laks, bøf og is til meget rimelige 198 kroner eller hvad med en fyldt rødspætte med rejer og dildstuvning? Her bruges ikke mange timer på anretningen og serveringen. Tallerkener er toppede og man bliver mæt og maden smager udmærket. Helt befriende for en gangs skyld.
Børnevenligt
Vi var seks voksne og 3 børn afsted. De yngste valgte straks frikadeller og pølser med pommes frites. Den smilede tjener, som gav sig tid til at lege lidt rundt med børnene, foreslog at de fik maden straks, mens de voksne ventede lidt længere. En god disposition og der gik næppe mere end 10 minutter før de yngste var beskæftiget udi kunsten at fange mest mulig ketchup og remoulade med pommes frites. Vi andre delte os omtrent ligeligt mellem førnævnte fyldte rødspætte og to retter fra menuen. Hovedretten var grillet steak af oksefilet med bearnaise, ovnbagt tomat, babymajs, lidt sauteret grønt og friske samsøkartofler. Sidstnævnte fulgte også med fisken, ja, faktisk delte man det meste af tilbehøret. Sådan er det det her og det gør ikke så meget. Det var udmærket og rigeligt. Bøfferne var stegt som bestilt og kødsmagen god. Bearnaisen er smagt både bedre og ringere og gjorde således ingen fortræd. Den var tyk, gullig og der var nok af den.
Efter en kort pause hvor ungerne fik lov at rende brænde lidt energi af ude i stedets hyggelige gårdhave, var deres appetit til is. De fik børneis, serveret i Anders And krus. Ja, det var aldrig gået på en fornem restaurant, men her virkede det naturligt. Vi voksne fik serveret creme brulée med et par jordbær. Den var tydeligvis hjemmelavet og smagte glimrende.
Regningens time
Alt i alt blev det til et par timer i godt selskab med mad til 6 voksne og 3 børn, sodavand, æblemost, en flaske af husets vin, gode bøffer og friske fisk og herlige kartofler. Regningen endte på godt 1.600 kroner. Nogenlunde det samme som en enkelt person skal betale for en gourmetmenu med vin og avec på de bedste restauranter i landet. Det elsker vi også, men nogle gange skal der være plads til børn, bearnaise og billige bøffer. Det er der på Bondehuset i Saxild og tak for det. Her er intet opstyltet over betjening eller maden. Man føler sig velkommen og godt behandlet. Sommetider er det mere vigtigt end foie gras på en fancy café. Vi siger tak for mad og på gensyn med fire velfortjente stjerner.
Fakta
Karakter: 4 stjerner * * * *
Restaurant Bondehuset
Kystvejen 8
Saxild Strand
8300 Odder
Tlf. 86 55 83 48