Norsminde skuffer – igen

Vi har tidligere lagt vejen forbi Norsminde Kro, hvor stedet lokker med havnestemning og god mad. I juli måned 2006 havde vi en oplevelse som kun blev takseret til 3 stjerner.

De fleste andre anmeldere står i kø for at rose stedet, så da solen skinnede og vejen atter kom forbi Norsminde Kro, besluttede vi os for at give stedet endnu en chance.

Desværre var oplevelsen ikke blevet bedre.

Kort om kroen
Lidt syd for Århus finder med det idylliske Norsminde havn placeret midt mellem sommerhusområderne ved Ajstrup og Rude. Ved Norsminde havn ligger Norsminde Kro, der genåbnede som hotel i februar 2004 efter en kraftig renovering.

Indehaveren er kokken Søren Pedersen, der ville genskabe institutionen på havnen i Norsminde, hvor kvalitet er et nøgleord. Ifølge kroens egen beskrivelse vil man fra gæstens “første minut på Norsminde Kro, tilbyde et ophold med ypperlig kvalitet i afslappede omgivelser.” Ambitionerne er således ikke ændret siden vores besøg for et års tid siden.

Da vi ankom tre personer en sen aprildag skinnede solen fra en skyfri himmel og foran brasseriet lokkede et par borde på terrassen. Det så indbydende ud, og en øl, et glas vin eller en frokost smager nu en gang altid bedre, hvis det nydes under en solbeskinnet himmel.

Vi gik ind, men fik så beskeden, at vi da godt kunne tage vores drikkevarer med udenfor, men at maden skulle spises indenfor, da man ikke havde startet sæsonen for udeservering. Det begriber vi ganske enkelt ikke – slet ikke når nu bordene og stolene var sat frem.

Vi tilbød da selv at tage maden med ned af de få trappetrin fra restaurant til terrasse, men svaret var fortsat, at vi alene måtte tage drikkevarerne med – maden skulle blive indenfor. Hvis der var en logisk forklaring på dette, så fik vi den ikke serveret denne dag.

Hvad frokostkortet gemte
Kroen byder på en Landmenu bestående af 3, 4 eller 5 retter til 298, 348 og 398 kroner respektive. Resten af frokostkortet er til at overse med en sildetallerken serveret med klassisk garniture til 85 kroner, roastbeef med grov pickles, peberrod og syltede agurker til 89 kroner eller en Wienerschnitzel anno 2006 med vinaigrette og syltede tomater til 178 kroner.

Med det relativt beskedne udvalg kunne man vel nok forvente, at betjeningen kan det til fingerspidserne, og ved hvad det indeholder. Dagens fisk til 215 kroner kunne vi dog ikke få en forklaring på. Her måtte tjenere en tur i køkkenet for at spørge.

Et velment råd er, at hvis man vil blande sig med de eksklusive drenge og forlange 215 kroner for dagens fisk, så er det et krav at betjeningen ved præcis hvad denne fisk er.

Først bestiller man … og så venter man
Frokostkortet bød også på en klassisk pariserbøf med det hele til 125 kroner. Til sidstnævnte understregede kortet, at der var 20 minutters ventetid.

Det var der nu også på de andre bestillinger – og mere til endda, skulle det vise sig.

Vi valgte stjerneskud henholdvis en klassisk club sandwich. Og bestilte så to forskellige øl fra ølkortet. Kort efter vendte tjeneren tilbage med dårligt nyt. Kroen havde alligevel ingen af de to øl som vi netop havde bestilt. Udsolgte varer er jo en fair sag, der kan ske for selv den bedste, men så burde tjeneren have vidst det på forhånd og guidet os uden om netop disse to valg.

Nu måtte vi i stedet prøve andetsteds på kortet og fik så en hvid hvede. Det gik også fint, men det er en rigtig træls fodfejl, at kort og formåen ikke stemte overens.

Efter vores bestilling kom der lidt lunt brød på bordet, og det spiste vi så i de knap 35 minutter vi ventede på vores mad. I betragtning af at et bord ved siden af kom senere end os, og fik deres to stjerneskud serveret før os, så var der atter en forkert prioritering i køkkenet.

Nuvel, vi fik da omsider vores club sandwich, som fremhæves som en “en ny klassiker på kroen, anrettet med sprød bacon, kylling og karrymayonnaise.” Til 94 kroner følger prisen godt med, specielt fordi ingen af anmelderne var i stand til at definere præcis hvor Norsminde Kros version af den klassiske club sandwich skulle adskille sig fra andre. Bortset fra store mængder salat og en lidt halvtør sandwichbrød og ret tørre kyllingestykker. Men det er næppe på disse punkter, at man gerne vil skille sig ud fra mængden.

To af de tre anmeldere valgte “Stjerneskud på kroens måde” der var fisk på to måder og friterede jomfruhummer. Til 115 kroner er det sandelig også betalt, men det lød spændende. Smagen kan der som sådan ikke sættes ret mange fingre på, men den skilte sig bestemt ikke ud. Det lille stykke ristede jomfruhummer var fint, men agurkestrimlerne alt for vandede. Den kogte fisk smagte var hæderlig, og den ristede udgave var god, men alt for lille. Der var reelt kun to små strimler af fisken, så man akkurat fik smagen i munden.

Generelt var portionen så diminutiv, at man ikke måtte medbringe ret meget sult. Og det er vel ikke hensigten med et besøg på en kro, at man skal have spist hjemmefra. Samme udmelding overhørte vi i øvrigt fra nabobordet, der også overvejede at supplere frokosten op andetsteds.

Sammenfattende må man konstatere, at vi atter forlod brasseriet på Norsminde kro med en skuffende oplevelse. Ventetiden var for lang, et andet bord kom senere og fik den samme mad før os, og der blev bestilt to forskellige øl, hvor kroen ikke havde nogen af dem.

Når dertil lægges, at tjeneren ikke kendte dagens fisk og at club sandwichen var dediceret tør i både brød og kyllingestykker kan det altså ikke snige sig op på mere end 2 stjerner til Norsminde kros brasserie.

Nu venter vi kun på lejlighed til at anmelde restauranten, for det kan og bør altså gøres bedre af det ambitiøse team bag kroen.

Fakta
Karakter: 2 stjerner **
Norsminde Kro v/ Søren Pedersen
Gl. Krovej 2
8300 Odder
Telefon 86 93 24 44
Åbningstider Brasserie:
mandag til søndag: 12-23 (køkken 12.00-15.30 samt 18-21)

About skribent